AT TÆNDE LYS FOR ANDRE

Når vi tænder et lys for andre eller os selv, er det for ofte for at tilkendegive en tanke og forhåbentlig en handling, som kommer andre til gode. Som mennesker giver vi, hvor vi kan med det, vi har.

At være et søgende og nysgerrigt menneske er at suge livet til sig og lade det blandes i den pose, vi kalder os selv. Med ny viden, nye vinkler og flere farver på paletten ser og reflekterer vi dybere over sammenhængen i livet. Altså at gennemgå en proces.
Den proces kan være selvvalgt eller til os givet. Vi har dog altid et valg om at tage det på os og se, hvad det fører med sig. Eller ‐ af uro for hvad det nye vil bringe – stille lade det passere og dermed måske gå glip af en mulighed for at lære nyt.
Nogle gange i livet kan vi være så (u)heldige, at vi ikke har et valg eller i hvert fald oplever ikke at have et valg. Den såkaldte ”numbness”, altså man vælger ikke at tage stilling. Dette kan sagtens lade sig gøre, blot man er bevidst om, at der ud af ”numbness” ofte kommer mellemtilfredshed.

Måske vi ender med at kritisere eller dømme andre, netop for at undgå ansvaret på egne skuldre. Eller at vende kritikken indad, nære det lave selvværd og den brønd, hvor de dårlige undskyldninger fylder mere end livet selv. Når vi står overfor kritisk sygdom eller død, så skabes ofte en helt ny kontakt til livet, hverdagen, nærvær og måske endda troen. Troen kan være den livstråd, vi spinder samtidig med, at vi håndterer hverdagen og alle dens finurligheder. Her kan vi vælge at bruge troen aktivt som en ekstra hånd og trøst, eller vi kan vælge at lade den være det frirum, hvori vore inderste tanker kan få luft. Uanset hvad vi kommer med af små og store tanker, så er der plads og al den tid, vi ønsker til
refleksion. Gud rummer os med alle vores fejl og mangler. Disse ovenstående tanker og refleksioner blev nødvendige for vores lille familie,
da vores yngste datter som 2,5 årig efter en faldskade lå i koma i 14 dage med hjerneblødning og kraniebrud. Lægerne forberedte os på, at hun nok, hvis hun overlevede, ville blive lam i venstre side. Og man kunne ikke love, at hun ville ev‐ ne selv at tale eller spise. Det satte vores liv i stå. Det var som at holde vejret uden rigtig at kunne forstå, hvad det egentlig var, der
skete omkring os.

www.pastorat.dk kirkebladet for Vejlby-Strib-Røjleskov pastorat – 15

Når en så voldsom hændelse sker i vores liv, så har vi alle forskellige måder at reagere på. Selv handler jeg. Lynhurtigt blev jeg specialist i at kunne tyde tallene på alle maskinerne, der var koblet til min datter, holde øje med medicinmængderne, ja, alt der skete omkring hende. Troede jeg. Fakta var jo, at det var det eneste sted, hvor jeg kunne føle mig en smule i kontrol. Det andet, at give slip, det var
ikke en mulighed! Det endda selvom tilliden med rette var stor til specialisterne, der arbejdede for vores lille datter.

I timerne ved respiratoren, hvor jeg så det lille menneske kæmpe for livet, suste der mange tanker gennem hovedet. Måske ikke konstruktive, men dog tanker om liv og død. Min gode veninde, som er præst og ikonmaler, malede et skønt lille ikon til os. På billedet strømmer Helligånden ned over os mennesker og minder om, at det er op til os at åbne os op for og tage imod den. Vi gjorde, hvad vi kunne og vi fik al den hjælp, vi kunne rumme. Vi måtte give slip i tidligere fastlåste holdninger og åbne os for den sårbarhed, som vi
nu stod med som et åbent sår i rummet. Vi holdt vejret, selvom vi kunne se, at der skulle ilt (respirator) og ro til at klare verden. Vi prøvede med alle krumspring at få vores ældste datter så blidt igennem denne transformation som muligt. Og det gjorde, at vi gav slip i meget af det, vi troede på for at kunne give plads til det nye,
som kom. I troen og tilliden til, at det ville hjælpe os videre.
Vores datter kom igennem operationerne og medicinnedtrapningen, som kan være hård kost for os alle. Det efterfølgende år gik vi til genoptræning og undersøgelser næsten dagligt. Man kunne konstatere, at hun var sluppet uden mén. Det var et mirakel. Intet mindre end et sandt mirakel.

Til hendes genoptræning brugte jeg alt, jeg vidste om sang og stemmetræning, da hun naturligvis havde fået skader på stemmebåndet efter respiratoren. Den daglige træning med masser af sang og stemmelege gjorde, at hun i dag synger. Hele tiden.

16 – kirkebladet for Vejlby-Strib-Røjleskov pastorat www.pastorat.dk

De fleste danskere har en god og tryg bopæl at vende hjem til efter en hospitalsindlæggelse. Sådan er det ikke for vore hjemløse medborgere. Udskrivningen efter medicinsk færdigbehandling på sygehuset er ofte en henvisning til gaden eller herberget. Det er klart, at det ikke er holdbart for den hjemløse. Selv i Middelfart Kommune har vi hjemløse, som kan risikere at stå i denne situation. Der er her tale om den allersvageste gruppe af medborgere. Stemmetræningen med vores datter gjorde mig nysgerrig på, hvad den mon mere kunne udrette. Vi ved jo alle, at det er sjovt og sundt at synge. Men hvorfor? En ting er endorfiner, der sendes af sted i kroppen, når vi trives, men jeg forstod, at der måtte være mere.
Trods alle mine år som sanger havde jeg ikke lavet koblingen mellem det livgivende åndedræt og sangen. Eller at mit arbejdsredskab, som skal fungere for at kunne frembringe den klang og de nuancer, jeg ønsker, i lige så høj grad skulle kunne være en del af min mentale balance og almene helse. Eller hvor stor en udfordring det er at holde den i ave, det havde jeg ikke konkluderet på dette tidspunkt. Jeg fik sat vejrtrækningsøvelserne i system, så min datter og jeg kunne træne netop det, hun havde brug for, til for eksempel løb, koncentration eller søvn. Igennem de sidste 5 år har jeg taget uddannelser i forskningsbaseret træning for krop og åndedræt. Det står tydeligt i al forskning, at det at puste langsomt ud og ikke overilte vores krop er væsentligt for vores helse. Så, når vi lader varm luft strømme ud gennem os, renser vi sjæl og krop. Og det ikke kun ved troens magt men også helt fysiologisk, når vi puster ud og stille lader os fylde med ilt. På den måde giver vi vores krop et spabad, som renser ud i tunge tanker og giver mere ilt til kroppen.
Derfor er ”Pust Ud” blevet mit hjerterum.
Vi kan løse mere via vejrtrækningen end vi tror. Når vi synger og lader stemmen flyde ud af os, så mærker vi ofte en forbindelse til jorden, og det er fordi vi bruger vores kernemuskulatur til at synge med og kernemuskulaturen støtter centeret i mave, ryg og ben. Så står vi godt på benene og er ikke så nemme at vælte omkuld, dette gælder både fysisk og psykisk. Dette er blevet mit lys, mit liv og arbejde, her har jeg hjemme.

Skrevet af Rikke Damkjær
Artiklen tilhører også: http://pastorat.dk/forside
Kan findes her: Kirkebladet